1. Hračky
  2. Blog

Er det ADHD eller typisk børneadfærd?

  Kategorier: Opdragelse, Barnets helbred,
9 min.
25. Jun'26

Børn har ofte problemer med opmærksomhed og koncentration, men hvornår er situationen alvorlig nok til, at man kan overveje en opmærksomhedsforstyrrelse? Ikke hvert aktivt, utålmodigt, uroligt eller endda dårligt opdraget barn har automatisk ADHD. Hvordan viser denne opmærksomhedsforstyrrelse sig, hvilke signaler er advarselstegn, og hvornår bør man besøge en specialist?

Centrene for sygdomsforebyggelse og -kontrol vurderer, at opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet, dvs. ADHD, diagnosticeres hos hver ellevte barn. Forskning viser, at de første advarselstegn ofte ses endnu før skolestart - helt op til 40 % af børnene inden fireårsalderen har tydelige problemer med opmærksomhed, og ADHD er den lidelse, der oftest diagnosticeres i førskolealderen. Hvilke symptomer har ADHD, og hvordan kan man genkende ADHD hos børn?

Dreng i et værelse

Kilde til foto: Freepik

Hvordan viser opmærksomhedsforstyrrelse sig?

Selv om der findes mange undersøgelser på området, er det ikke 100 % sikkert, hvad der forårsager ADHD. Børn kan arve ADHD, da mange børn og teenagere med denne lidelse har en forælder eller et familiemedlem med adfærdsforstyrrelser. Også for tidligt fødte børn er i risikogruppen, ligesom børn, der har været udsat for skadelige toksiner (for eksempel bly), eller børn, der under den intrauterine udvikling har været udsat for stoffer. Det er vigtigt at vide, at ADHD ikke skyldes dårlig opdragelse.

ADHD, dvs. opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet (ADHD-forkortelsen kommer fra det engelske attention deficit hyperactivity disorder), kan vise sig forskelligt hos hvert barn. Nogle børn har større problemer med at fastholde opmærksomheden, andre er mere hyperaktive og handler mere impulsivt. Der findes tre hovedtyper af ADHD:

  • Hyperaktiv-impulsiv type (ADHD-H) - personer med denne type ADHD handler ofte uden at tænke og bevæger sig meget. De impulsive og hyperaktive symptomer er tydelige, og typisk ses uro, løben omkring eller at afbryde i samtalen. Problemer med opmærksomhed er mindre dominerende.
  • Uopmærksom type (ADHD-I, tidligere ADD) - personer med denne type ADHD har svært ved at fastholde opmærksomheden og bliver let distraheret. Når som helst i løbet af dagen dagdrømmer de, glemmer ting og er uorganiserede. Personer med uopmærksom type ADHD er stille og har ikke tydelige tegn på fysisk hyperaktivitet.
  • Kombineret type (ADHD-C) - personer med denne type ADHD er ofte impulsive og hyperaktive og har svært ved at fastholde opmærksomheden. Det er den mest almindelige form for ADHD, hvor symptomer på uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet forekommer samtidig. Børn og voksne med denne type ADHD har problemer med koncentration, med at sidde stille og med at styre impulser.

ADHD kan ramme både drenge og piger, men oftere diagnosticeres denne opmærksomhedsforstyrrelse hos drenge, fordi den opdages i en tidligere alder. Det skyldes sandsynligvis, at drenge oftere har hyperaktiv-impulsiv eller kombineret type, som viser sig i en yngre alder. Piger får derimod oftere diagnosticeret den uopmærksomme type, som først viser sig tydeligt i folkeskolen.

ADHD-symptomer kan du første gang ofte lægge mærke til allerede hos børn i førskolealderen, dvs. i 3-4-årsalderen. Hvis disse tegn fortsætter, og de også er til stede før skolestart, kan der være tale om ADHD. Vær ekstra opmærksom, hvis dit barn:

  • ikke bryder sig om eller undgår aktiviteter, der kræver opmærksomhed i længere tid end én eller to minutter.
  • mister interessen, og efter et par minutter med aktiviteten begynder at gøre noget andet.
  • i forhold til jævnaldrende taler meget mere og laver mere larm.
  • klatrer på ting, selv efter at du har sagt, at det ikke må gøre det.
  • inden fireårsalderen kan hoppe på ét ben.
  • næsten altid uroligt og har behov for hele tiden at sparke, ryste benene eller dreje sig på stolen.
  • kommer i farlige situationer på grund af manglende frygt.
  • hurtigt bliver fortrolig med fremmede mennesker.
  • ofte er aggressivt i fælles lege, hvilket kan ende med irettesættelse eller udelukkelse fra børnehaven.
  • har skadet sig på grund af for hurtige bevægelser eller løb, når du har sagt, at barnet ikke skulle gøre det.

At jeres lille barn er meget snakkesaligt, hilser på folk på gaden eller tester jeres tålmodighed ved gentagne gange at kravle op på sofabordet, betyder endnu ikke, at det har ADHD. Men hvis du hos dit barn gentagne gange observerer flere tegn, og du har en fornemmelse af, at der “simpelthen er noget galt”, så bør du tage kontakt til en børnelæge og fortælle om dine bekymringer. Det kan selvfølgelig kun være et bestemt udviklingstrin, men måske er der behov for en mere grundig udredning.

Pige i en kasse

Kilde til foto: Freepik

En svær diagnose: ADHD

Tegn på ADHD i større eller mindre grad findes hos næsten alle børn og hænger tæt sammen med deres udviklingsniveau. Hvordan afgør man så, hvilket barn der faktisk opfylder kriterierne for ADHD, og hvilket barn man kan sige “vokser fra det”? Svaret på dette spørgsmål er ikke altid entydigt, og ADHD-diagnose i barndommen er derfor ret krævende og tidskrævende.

Ved diagnosticering af ADHD skal man overveje følgende spørgsmål:

  • Hvor ekstrem er barnets adfærd?
  • Hvor meget skade eller hvor mange problemer skaber denne adfærd?
  • Hvor meget afviger barnet fra den typiske udvikling?
  • I hvilken grad påvirker adfærden indlæring?
  • I hvilken grad påvirker adfærden relationer med familien og jævnaldrende?
  • Begrænses den mistænkelige adfærd til bestemte miljøer/tidspunkter på dagen, eller er den vedvarende?
  • Er den uhensigtsmæssige adfærd til stede det meste af tiden?

ADHD-diagnosticering foregår gennem observation, og det er en proces, ikke et enkelt besøg hos lægen. Lægen skal sætte sig ind i den komplette sygehistorie og familiens baggrund, og barnet slipper heller ikke for en fysisk undersøgelse. Her undersøges især syn og hørelse for at udelukke andre helbredsproblemer, som kan vise sig på en måde, der ligner ADHD.

En del af ADHD-diagnosticeringen er samtaler med forældre og barnet, hvor specialisten indsamler oplysninger om symptomerne. Man er interesseret i, hvornår barnets adfærd viser sig, og som kan pege på ADHD; man undersøger også, om barnet har problemer i børnehaven eller skolen, om det har vanskeligheder med at følge den daglige rutine og lignende.

Et nødvendigt skridt i ADHD-diagnosticeringen er standardiserede vurderingsskalaer, som måler symptomernes sværhedsgrad og hjælper med at vurdere, om barnet virkelig har ADHD-syndrom. De mest almindelige vurderingsværktøjer er ADHD Rating Scale, Conners vurderingsskala for ADHD og Vanderbilts diagnostiske spørgeskema.

Den korrekte ADHD-diagnose kræver opfølgning af barnet i forskellige miljøer, dvs. ikke kun i ambulatoriet, men også hjemme, i skolen eller under lege på legepladsen. ADHD-symptomer optræder i løbet af hele dagen ved forskellige aktiviteter, og der skal være flere symptomer til stede, som skal vare længere end seks måneder.

For at stille diagnosen mere præcist suppleres vurderingsskalaerne også med psykologiske og kognitive tests, som hjælper med at udelukke andre lidelser, for eksempel autisme, Tourettes syndrom, obsessiv-kompulsiv lidelse, depression eller angst. MR-scanning og andre billeddannelsesteknikker er ikke en del af den standardmæssige vurdering, men kan være et forskningsmæssigt supplement til at forstå lidelsen.

Behandling, der ikke helbreder

Selv om der er blevet oplyst om det verden over, tror mange mennesker stadig, at ADHD er en sygdom, der kan helbredes på samme måde som en betændelse i luftvejene. Selvom der findes ADHD-behandling, helbreder den ikke opmærksomhedsforstyrrelsen, men den kan hjælpe markant med at lindre symptomerne. ADHD-behandling omfatter typisk medicin i kombination med terapi, og tidlig diagnosticering spiller også en vigtig rolle.

At give medicin alene og tage den regelmæssigt er ikke nok, og selv om et besøg hos en psykolog i dag stadig er lidt af et tabu, har ADHD-terapi hos en erfaren børnepsykolog en tydelig indvirkning på barnets bedring. Gennem terapien lærer den lille patient forskellige mestringsmekanismer, som kan hjælpe med symptomer og adfærd, der er typisk for ADHD. Terapien er dog også relevant for forældre, som lærer at reagere på børnenes adfærd.

Opdragelsen af et barn med ADHD adskiller sig lidt fra opdragelsen af børn uden denne diagnose. Ifølge det anerkendte amerikanske forsknings- og uddannelsescenter Mayo Clinic findes der fem adfærdsstrategier, som kan hjælpe forældre med at håndtere ADHD hos børn:

  1. Ros og beløn børnene for at følge reglerne. Børn med ADHD forventer kritik oftere end andre børn, og de får også kritik, hvilket kan påvirke deres selvværd. Derfor er det vigtigt at rose god adfærd, overholdelse af regler og at lytte oftere, end man kritiserer dårlig adfærd. Der vil komme dage, hvor det måske er svært at finde noget positivt i barnets adfærd, men det vil helt sikkert ikke være umuligt.
  2. Giv praktiske og klare instruktioner eller kommandoer. For at fange barnets opmærksomhed kan du etablere øjenkontakt eller røre blidt ved hånden eller skulderen. Giv korte, enkle kommandoer, der går direkte til sagen, og undgå komplekse krav og spørgsmål.
  3. Skab sunde vaner. Hvis dit barn tager medicin mod ADHD, så sørg for, at det tager den regelmæssigt og i overensstemmelse med lægens anbefaling. Men sunde vaner handler også om tilstrækkelig og sund søvn, en afbalanceret og regelmæssig kost fyldt med vitaminer og mineraler, at følge drikkevaner og aktivitet. Disse sunde vaner hjælper børn med at have det så godt som muligt, bidrager til at minimere ADHD-symptomerne, og med dem får børnene deres liv lidt mere under kontrol.
  4. Lav rutiner omkring lektier og huslige pligter. Lav sammen med børnene en tjekliste over, hvad der skal nås i løbet af dagen. På listen bør der være lektier, de huslige opgaver som barnet har ansvaret for, samt morgen- og aftenhygiejne. Opmuntr barnet til at bruge planen til at strukturere dagen. Når det gælder lektier, er det hensigtsmæssigt at fastsætte tid og sted til at lave dem, og at du følger op, ideelt flere gange i timen. Tag også hensyn til barnets behov for pauser, for eksempel til at tænke eller til bevægelse.
  5. Hjælp barnet med at opbygge relationer, udvikle sociale færdigheder og vedligeholde venskaber. Børn er meget opmærksomme, og når de opdager, at der er noget galt med et andet barn i børnehaven eller på legepladsen, kan de undgå det. Hjælp dit barn med at etablere og udvikle mindst ét nært venskab, tag initiativ til at organisere fælles leg, og bed lærerne i børnehaven og skolen om at møde barnet på samme måde. Vær samtidig et godt forbillede for barnet i adfærd, og afsæt tre til fem dage om ugen til en særlig tid sammen med barnet, som skal være uden konflikter og uden skærmtid.

Diagnosticering af opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet i barndommen fortsætter som ADHD hos voksne i cirka 60 % af tilfældene, men det betyder slet ikke, at det er slut. Tidlig diagnosticering, passende behandling, terapi og forældrenes engagement i barnets verden bidrager i høj grad til, at barnet ikke får problemer med et fuldt liv i fremtiden og endda kan blive succesfuldt i alt, hvad det kaster sig over.

Kilde:

Hjælp med at forbedre denne artikel
Var denne artikel nyttig?